Som den fjerdestørste lufthavn i Danmark beskæftiger Aarhus Lufthavn sig primært med charterrejser til sydens sol samt kortere flyrejser til en håndfuld europæiske storbyer. Der er daglige flyvninger mellem Aarhus og København, som blandt andet kommer pendlere og forretningsrejsende til gode, men derudover tilbydes også flere gode ruter, som på ingen tid fragter dig fra den lille lufthavn på Djursland til spændende feriedestinationer rundt omkring i Nordeuropa. 

     Du finder for eksempel direkte flyvninger til storbyerne London, Stockholm og Oslo, så shopping og kulturoplevelser er lige inden for rækkevidde. Der er desuden planer om at åbne en del flere ruter inden for den nærmeste fremtid, så østjyderne får endnu bedre forbindelse til resten af verden. Flere charterrejser afgår også fra Aarhus Lufthavn til solrige destinationer som Cypern, Spanien og Grækenland, der lokker med fantastiske sandstrande, dejlig feriestemning og eksotiske drinks – kun få timers flyvning fra Aarhus. 

    Billede taget af EHRENBERG Kommunikation (CC BY 2.0) Redigeret

    Højdepunkter i Aarhus Lufthavn  

    Fra Østjylland kan der være langt til Jyllands andre større lufthavne i Aalborg og Billund, og så er det både nemt og bekvemt at rejse fra Aarhus Lufthavn. På trods af sin beskedne størrelse har lufthavnen alle de nødvendige basisfaciliteter, du kan forvente af en lufthavn. Du finder blandt andet spisesteder, hvor du kan få en bid mad eller noget at drikke inden afrejse, og der er gratis wi-fi, så du kan tjekke Instagram en sidste gang inden boarding.   

    Ankommer du til lufthavnen i bil, er der gode parkeringsforhold med mere end 1.500 parkeringspladser, og der tilbydes moderne betalingsmuligheder, hvilket sikrer en god oplevelse før og efter rejsen. Grundet lufthavnens lille størrelse er der heller ingen lange køer ved indtjekningsskrankerne eller i sikkerhedskontrollen, så du behøver ikke at dukke op flere timer i forvejen.  

    Billede taget af EHRENBERG Kommunikation (CC BY 2.0) Redigeret

    Historien om Aarhus Lufthavn  

    Det er nok de færreste, der er klar over det, men Aarhus Lufthavn blev anlagt af tyskerne under anden verdenskrig som en militær flyvestation tilbage i 1943 og blev senere omdannet til kommerciel lufthavn. 

    Aarhus Lufthavn er blevet udvidet og moderniseret ad flere omgange, og der har ofte været snak om, at lufthavnen skulle flyttes tættere på Aarhus, efterhånden som der kom flere og flere passagerer og ruter til. I 2016 blev det dog endeligt besluttet, at Aarhus Lufthavn skulle blive, hvor den var, og at der i stedet skulle investeres i at forbedre den eksisterende lufthavn. Det kan derfor blive endnu mere attraktivt at rejse fra Aarhus Lufthavn i fremtiden, da Aarhus Kommune satser stort på at udvide og tilføje flere faciliteter. 

    Billede taget af jenniferjoan (CC BY 2.0) Redigeret

    Godt at vide om Aarhus Lufthavn  

    På trods af navnet ligger Aarhus Lufthavn i Tirstrup, ca. 45 km fra centrum af Aarhus. Det er dog nemt at komme dertil, da turen kun tager en halv time i bil eller knap en time med bus, der afgår fra Banegårdspladsen i centrum. Lufthavnsbussernes køreplan er tilrettelagt efter flyenes afgangstider, så du kan med fordel lade bilen blive derhjemme og benytte dig af offentlig transport. 

    Aarhus Lufthavn har desuden indført et tiltag, der kaldes Solsikkesnoren, som henvender sig til passagerer med et usynligt handicap eller en skjult sygdom, som gør, at de kan have brug for særlige hensyn eller ekstra opmærksomhed. Har du eller en medpassager brug for snoren, kan den nemt afhentes i lufthavnens Passagerservice ved ankomst.  

    Billede taget af Ekman (CC BY-SA 3.0) Redigeret

    Aarhus Lufthavn

    Adresse: Ny Lufthavnsvej 24, 8560 Kolind, Danmark

    Åbningstider: Fra halvanden time før første afgang til en halv time efter sidste ankomst

    Telefon: +45 87 75 70 00

    Planlæg din næste rejse

    Find inspiration

    Europa

    Rejsevarsel ifm. COVID-19

    De seværdigheder og oplevelser, der anbefales i vores guides, kan være påvirket af coronasituationen. Sørg for at tjekke lokale retningslinjer, før du rejser.

    Gå til toppen af siden