Billige hoteller i Málaga

Søg efter hoteller

  • Betal nu eller senere for de fleste værelser
  • Gratis afbestilling for de fleste værelser
  • Prisgaranti

Leder du efter billige hoteller i Málaga?

Områder med billige overnatningsmuligheder i Málaga

Málaga er en populær turistdestination takket være kilometervis af paradisiske sandstrande med varme, azurblå middelhavsbølger. Af samme grund finder du mange budgethoteller i Málaga, fra lejlighedskomplekser i mange etager tæt på stranden til små, enkle og billige hoteller i Málaga centrum. Málaga er dog ikke kun badeby. Kultur- og historieinteresserede kan gå på opdagelse i byens mange historiske bygninger og museer, og takket være Málagas overskuelige størrelse er det ingen sag at kombinere det hele. Du kan f.eks. tage på stranden om formiddagen og tilbringe den varme middagsstund i museernes kølige udstillingshaller.

Billige hoteller i Málaga

De fleste rejser til Málaga for at dase på stranden om dagen og nyde byens sydlandske stemning om aftenen, og i den henseende er et luksuriøst hotelværelse med masser af faciliteter sådan set overflødigt. På det 2-stjernede ibis Málaga Centro Ciudad bor du centralt, billigt og enkelt.
Endnu mere simpelt bliver det på 1-stjernede Hotel Trebol, der har gratis Wi-Fi og ligger tæt på Málaga Katedral. Værelserne er små og simple, men udsigten fejler skam ikke noget.
Et andet bud er det 2-stjernede Hotel Sur, beliggende i en hyggelig sidegade tæt på byens lystbådehavn og i gåafstand til stranden.

Her kan du spise billigt i Málaga

Andalusiens køkken er kendt for sine kraftige, krydrede retter og ditto vine. Frisk fisk er selvsagt heller ingen mangelvare i denne tidligere fiskerlandsby, og heldigvis behøver det ikke at koste en formue at spise godt. I mange lande er billig mad lig med usund fastfood, men det gælder heldigvis ikke i Málaga. Her hedder det billige alternativ nemlig tapas, og udvalget er stort. Visse steder får du endda gratis tapas sammen med dine drikkevarer. Under alle omstændigheder findes der mange enkle, sunde og lækre tapas, som sagtens kan gøre det ud for et helt måltid til den halve pris af et rigtigt restaurantmåltid.

Billige aktiviteter i Málaga

Málaga ligger ved Costa del Sol, og som sådan er aktivitetsudbuddet selvsagt centreret omkring de kilometerlange, kridhvide badestrande. Det er derfor ikke svært at holde billig badeferie i Málaga, for svømmeture i det varme Middelhav koster som bekendt ingenting. Tag håndklædet under armen, og find dig en plads i solen, hvor du kan nyde varmen. Andre gratis glæder omfatter det store og centrale marked, Atarazanas, der er en fornøjelse at udforske med alle sanser. Find din frokost blandt boderne på dette madmarked, og glem ikke at kigge på selve bygningen, der er et arkitektonisk mesterværk. Et andet tip er slottene Alcazaba og Gibralfaro, der har gratis entré søndag eftermiddage. Málagas Museo Picasso har samme fine tilbud sidste søndag hver måned, mens CAC – museet for moderne kunst altid er gratis. Trænger du til at komme i læ for solen en stund, er dette et godt bud.

Sådan kommer du billigt rundt i Málaga

Málaga er faktisk ikke større end, at du sagtens kan udforske det meste til fods, ligesom du kan leje bycykler til få penge. Kører du under en halv time, er cyklen sågar gratis at bruge. Det kan man da kalde et godt tilbud. I det hele taget er mulighederne for at holde en dejlig og billig ferie i Málaga særdeles gode. Bybusserne er heller ikke ret dyre at bruge, ligesom du kan booke dagsudflugter til andre udflugtsmål i nærheden med lokale busser. Læg hertil det store antal årlige solskinstimer og de mange billige strandhoteller i Málaga, og du har opskriften på en perfekt, budgetvenlig badeferie.