Guider til

Køb det hele for det halve – få mere shopping for pengene i Stockholm

Søg efter hoteller

Rejs på weekendtur til Stockholm, og nyd en dag med shopping i den skønne svenske hovedstad, hvor indkøbscentre og stormagasiner ligger side om side med design- og modebutikker. Her finder du alt inden for svensk og international mode og design, lækkert interiør, smuk glaskunst og praktisk køkkengrej. Du kan desuden købe genbrugsvarer, antikviteter, kunsthåndværk og smykker, som du ikke finder andre steder.

Norrmalm og Drottninggatan


I området Norrmalm ligger det svenske svar på Strøget, nemlig gågaden Drottninggatan. Her findes alle slags butikker – både store mærkevarebutikker, små specialbutikker og butikker med svensk design. Tag en slentretur ned ad Drottninggatan, hvor du sagtens kan nøjes med at ose og nyde de flotte udstillinger i vinduerne. Har du ikke lyst til at gå for langt, kan du besøge et af områdets mange stormagasiner, f.eks. Nordiska Kompaniet (NK), Stockholms ældste stormagasin PUB eller Åhléns City. Husk også at tage på Sergels Torg og kigge indenfor i butikken Designtorget, hvor du kan få alt til boligindretningen lavet af nordiske designere.

Södermalm og SoFo


Det gamle arbejderkvarter Södermalm er det perfekte sted, hvis du elsker genbrug, brugskunst og mode. Især området omkring Zinkensdamm er et besøg værd, hvis du er på jagt efter et godt secondhandkøb, f.eks. hos Filippa K Second Hand, men her er også mulighed for at besøge mere trendsættende butikker. SoFo står for "South of Folkungsgatan" og dette kvarter byder på gennemtrængende bohemestil, funky mode og indieinspiration. Det er stedet, hvor du både ser hippe butikker, såsom banebrydende Acne, og mere skæve og skægge butikker, som butikken Grandpa, der sælger skandinavisk og international mode, boligdesign og vintage.

 

Östermalm


Östermalm er Stockholms mest eksklusive område, og hovedparten af butikkerne her sælger designvarer i den dyre ende. På gaden Stureplan er der masser af muligheder for at finde klassisk, tidløst design, og langs Strandvägen ligger mange af de ældre, svenske butikker. Besøg Svenskt Tenn, hvor du kan finde inspiration til en elegant og farverig indretningsstil, eller Malmstenbutiken, der ikke kun sælger møbeldesignerens Carl Malmstens klassikere, men også produkter fra nutidens designere. Hvis du er på udkig efter antikviteter, skal du gå en tur ad Kommendörsgatan, eller besøg auktionshuset Bukowski’s, hvor man altid kan gøre en god handel.

 

Gamla Stan


I Gamla Stan bliver shoppeturen en helhedsoplevelse, da de små, brostensbelagte gader er den perfekte baggrund for områdets små, skæve butikker. Her kan du købe brugskunst, håndværk og antikviteter, og der findes desuden masser af turistbutikker, der tilbyder souvenirs til store og små. Langs Västerlånggatan ligger flere boghandlere, der sælger alt fra science fiction til skønlitteratur, der er direkte importeret fra USA og England. På Köpmangatan finder du flere antikvariater, hvor du kan få dyre antikviteter eller små nipsgenstande, du kan købe for en slik. Her ligger også et par gallerier, hvis du vil have kunst med hjem i kufferten.

 

Shoppingtips i Stockholm


På en shoppingtur i Stockholm får du virkelig meget for pengene, da den svenske krone er billig både i forhold til euroen og den danske krone. Butikkernes normale åbningstider er kl. 10.00-18.00 på hverdage og lørdage. Nogle af stormagasinerne har åbent helt til kl. 21.00, og de har ofte også åbent om søndagen. Det er ikke svært at komme rundt i Stockholm, da der er masser af forbindelser med bus, tog og metro mellem de forskellige indkøbsområder. Det er dog nemmest at komme omkring på en cykel, og sådan en kan du leje flere steder i byen.