Guider til

Gode shoppingsteder i Berlin – en guide til den optimale shoppingtur

Søg efter hoteller

Berlin er en af de hotteste storbyer i Europa og anses også for at være en af modehovedstæderne. Byen tiltrækker hele året modefolk, designere og kunstnere, der søger inspiration, så du kan altid finde masser af etablerede mærker og nye mærker, der er på vej frem. Under en shoppingtur kan du også opleve historiens vingesus, da de mange forskellige butikker overalt i byen er blandet med historiske bygninger.

Uanset om du er på udkig efter designervarer, antikviteter eller secondhand kan du finde det i Berlin. Byen er et sandt modemekka, og folk flokkes hertil for at købe modetøj, boligdesign, biler og meget mere til rimelige priser. Under et ophold i Berlin kan du kombinere de alsidige shoppingmuligheder med en tur til nogle af de fantastiske seværdigheder, som byen kan byde på. Afslut en begivenhedsrig dag på en hyggelig bierstube, hvor du kan smage den lokale øl og det ægte tyske køkken. Det kan være en god idé at medbringe kontanter, da nogle butikker ikke tager imod kreditkort.

Alexanderplatz


Alexanderplatz er en af de største og mest berømte pladser i Berlin. Pladsen er blandt andet kendt for Fernsehturm, men det er også et godt sted at shoppe. Her finder du mange forskellige småbutikker, men også det store butikscenter Alexa med mere end 180 butikker og 17 restauranter, hvor du både kan få tilfredsstillet din shoppinglyst og stillet sulten. På Alexanderplatz finder du også et varehus i fire etager, der sælger alt inden for elektronik, så hvis du lige står og mangler et nyt kamera, en cd-afspiller eller en computer, kan du helt sikkert finde det her.

 

Charlottenburg-Wilmersdorf


Dette er et af de største shoppingområder i Berlin, og her er et stort udvalg af designerbutikker, highstreet-kæder og secondhandbutikker samt restauranter og caféer. Der er også mange antikvitetsbutikker, og på Suarezstrasse, hvor de mest interessante ligger, kan du gå på jagt efter glemte skatte. I dette område finder du også den berømte shoppinggade Kurfürstendamm, der er 3,5 km lang. Ikke langt herfra ligger Wittenbergplatz, hvor du kan besøge det næsten lige så berømte stormagasin KaDeWe, som er en attraktion i sig selv – også selvom du ikke vil shoppe. Her finder du modetøj, sko, møbler, boligdesign, delikatesser og meget mere.

 

Mitte


Berlin er et besøg værd året rundt, men hvis du besøger byen ved juletid, er de hyggelige julemarkeder et absolut must. Du kan finde markederne overalt i byen, men særligt i Mitte kan du opleve de nostalgiske og romantiske julemarkeder og vinterlandskaber. Ved Gedächtniskirche, der ligger tæt på Zoo Berlin og Tiergarten, kan du shoppe løs blandt mere end 100 boder, og ved Potsdamer Platz tæt på Brandenburger Tor opstilles der ofte en kælkebakke, som bruges flittigt af børn og voksne. Køb glaskunst, keramik og kunsthåndværk, mens du nyder et glas autentisk Glühwein eller spiser en god tysk pølse.

 

Kreuzberg


Her finder du masser af sjove og skæve butikker, der sælger tøj, møbler og mad. I gaderne i Kreuzberg kan du gå i pladebutikker eller boghandlere og finde sjældne udgivelser eller shoppe løs af punktøj i både lak og læder. Området er kendt for at sin alsidighed og den afslappende bohemestemning, og du kan nemt blive underholdt i timevis med at shoppe og kigge på mennesker. Bydelen tiltrækker også mange kunstnere, og du kan derfor finde masser af små gallerier og usædvanlig kunst. Her er også et hav af hyggelige caféer, så sæt dig ned og nyd atmosfæren.