Gå videre til hovedindhold.
Guider til

Spisesteder i London – en guide til fantastiske spiseoplevelser

Søg efter hoteller

Ud over at tilbyde et velsmagende typisk engelsk køkken er London et multikulturelt samfund med et stærkt bånd til de tidligere Commonwealth-områder, og byen er derfor præget af mange forskellige madkulturer fra hele verden. I denne fantastiske storby finder du næsten alle køkkener repræsenteret – lige fra klassisk britisk over fransk og italiensk til indisk.

England er kendt for sin pubkultur, og mange englændere afslutter gerne en lang arbejdsdag med en enkelt pint på deres foretrukne pub. Mange pubber serverer også lette måltider til øllen, og særligt den traditionelle ret fish and chips giver en autentisk britisk oplevelse. Mange pubber og caféer har også åbent om morgenen, hvor der er mulighed for at nyde en fuld engelsk morgenmad komplet med æg, bacon og bønner. Det britiske køkken er også kendt for at have rødder i det solide og enkle landkøkken med ingredienser som f.eks. kål, rodfrugter og kartofler sammen med fåre-, okse- eller svinekød.


Nogle af de helt klassiske engelske retter omfatter shepherd's pie, yorkshirepudding, irish stew og haggis. Men der findes også mange karryretter, som stammer fra det indiske køkken, f.eks. mulligatawny og chicken tikka masala.

West End


I Londons West End findes et væld af forskellige restauranter – både finere gourmetrestauranter og mere prisvenlige restauranter. I Covent Garden finder du både restauranter med velsmagende klassiske britiske retter og krydrede internationale retter. På Moti Mahal kan du nyde både klassiske og eksperimenterende indiske måltider. I kort gåafstand herfra finder du China Town, hvor du kan prøve nogle af de bedste kinesiske restauranter, og på Leicester Square kan du udfordre og tilfredsstille dine smagsløg på et hav af restauranter, caféer og pubber. Besøg f.eks. Hereford Road, der ligger tæt på Leicester Square, hvor du kan nyde udsøgte britisk retter.


Moti Mahal, 45 Great Queen Street, Covent Garden. Tlf.: +44 20 7240 9329
Hereford Road, 3 Hereford Road. Tlf.: +44 20 7727 1144


City of London


Hvis du elsker smukke omgivelser og madoplevelser ud over det sædvanlige, kan du i området City of London besøge adskillige Michelin-stjernede restauranter. Tag f.eks. elevatoren op til restauranten Coq d'Argent, som ligger ca. 5-minutters gang fra St. Paul's Cathedral. Gå en tur i haven, mens du nyder den storslåede udsigt over byen, inden du sætter dig til bords. Eller nyd et veltilberedt klassisk engelsk måltid i den afslappede atmosfære på The Mercer, som ligger ca. 10 minutters gang fra Tower of London og Tower Bridge.


Coq d'Argent, 1 Poultry. Tlf.: +44 20 7395 5000
The Mercer, 34 Threadneedle Street. Tlf.: +44 20 7628 0001

 

Islington


Dette område er måske ikke det mest kendte kulinariske område i London, men hvis du er passioneret omkring økologi og fortaler for gode, solide råvarer, kan du i Islington besøge pubben The Duke of Cambridge. Her kan du nyde et veltilberedt og velsmagende måltid sammen med hjemmebagt brød og et glas øl fra et mikrobryggeri – alt sammen naturligvis 100 % økologisk. Eller nyd sæsonens bedste råvarer på The Drapers Arms – enten indenfor i den smagfuldt indrettede krostue eller udenfor i den hyggelige gårdhave. Her betyder smag alt.


The Duke of Cambridge, 30 St Peter's Street. Tlf.: +44 20 7359 3066
The Drapers Arms, 44 Barnsbury Street. Tlf.: +44 20 7619 0348

 

Mayfair


London er også kendt for at huse nogle af de bedste italienske restauranter uden for Italien, og her kan du nyde meget mere end pizza og pasta. Prøv f.eks. en lækker fiskeret, der er så frisk, at du nærmest kan dufte havet, eller sæt tænderne i en saftig og mør bøf med friske grøntsager til. Afslut en lækker menu med en skøn italiensk isdessert. Lige ved siden af Hyde Park finder du f.eks. Amaranto Restaurant på Four Seasons Hotel London at Park Lane, hvor du både kan nyde det traditionelle italienske køkken i kombination med kulinarisk nytænkning.


Amaranto Restaurant, Four Seasons Hotel London at Park Lane, Hamilton Place. Tlf.: +44 20 7499 0888