Gå videre til hovedindhold.
Guider til

En guide til Aarhus – kulturelle oplevelser omgivet af skov og vand

Find et overnatningssted

Aarhus ligger lige i hjertet af Jylland, og her finder du et bredt udvalg af kulturelle tilbud inden for både teater og musik. Byen er kåret som shoppingby nr. ét i Skandinavien, og når du trænger til en pause, er en afslappende gåtur i den skønne natur langs vandet eller i skoven kun få skridt væk fra det pulserende liv i centrum.

Kunst og kultur

 

Aarhus er en af de ældste byer i Norden, og nye udgravninger har vist, at byen kan dateres til ca. år 770. Byens historie skinner igennem overalt, og kulturelt interesserede vil glæde sig over de mange museer, kirker og historiske bygninger. Besøg den smukke domkirke på Store Torv, få en kulturel og arkitektonisk oplevelse på ARoS Aarhus Kunstmuseum, eller se fantastiske arkæologiske fund på Moesgaard Museum. Glem ikke Den Gamle By, hvor ældre og unge kan få et uforglemmeligt møde med fortiden.

Alsidige attraktioner


Der er masser af attraktioner for store og små i Aarhus, og det meste ligger i gåafstand fra centrum. Tilbring en dag med at more dig i Tivoli Frihedens rutsjebaner og karusseller, eller tag på Jydsk Væddeløbsbane, hvor du kan møde de flotte heste inden løbet. Fodboldentusiaster må ikke gå glip af NRGI Park & Arena, hvor du kan se hjemmeholdet AGF spille kamp. På det smukke Marselisborg Slot kan du få et indblik i, hvordan den danske kongefamilie bor, og få skridt derfra ligger Dyrehaven, hvor du kan komme helt tæt på naturen og dyrelivet i skoven.

 

Nuanceret natteliv


Når mørket falder på, tændes gadens lys, og aarhusianerne fylder barer, pubber, diskoteker og natklubber. Langs åen ligger hyggelige caféer, hvor du kan nyde en drink eller en fadøl efter middagen, eller du kan besøge en af de mange barer og pubber i hjertet af Aarhus. På natklubben Train er der livekoncerter og DJ’s og mulighed for at feste til den lyse morgen. Hvis du foretrækker en lidt mere stille aften, kan du tage hele familien med i kulturhuset Hermans til en teaterforestilling eller en musical og nyde en lækker 3-retters menu under forestillingen.

 

Smagfulde spisesteder


”Uden mad og drikke duer helten ikke”, og i Aarhus er det ikke svært at få stillet sin sult – det kan dog være svært at vælge hvad og hvor. Har du lyst til italiensk, spansk, japansk, kinesisk, nordisk, fransk, græsk eller amerikansk? Fisk, fugl, flanksteak eller flæskesteg? Prøv de traditionelle danske retter på Raadhus Kafeéen, eller nyd en friskbrygget øl og helstegt oksefilet på Bryggeriet Sct. Clemens. I Latinerkvarteret findes de små caféer i bohemestil; få en let frokost på Café Jorden, eller nyd solskinnet på Klostertorv, og få serveret en burger fra Café Smagløs.

 

Spændende shopping


Du kan altid gøre en god handel i Aarhus, og i byens butikker findes noget til enhver pengepung og stil. På gågaden Strøget i Aarhus finder du mange af de kendte mærkevarebutikker og de to stormagasiner Salling og Magasin, og når Strøget slutter ved Store Torv, kan du fortsætte shoppeturen i Latinerkvarteret. Her sælger de små butikker unikke varer inden for brugskunst, antikviteter, streetfashion og undergrundsdesign. Hvis du hellere vil have alt er samlet under ét tag, kan du gå i indkøbscenteret Bruun’s Galleri, der med sine 100 butikker, restauranter og Aarhus’ største biograf kan dække hele familiens behov.