Gå videre til hovedindhold.
Guider til

Kort ferie i London – 48 timer med markeder, museer og musicals

Find et overnatningssted

På en kort ferie i London kan du ikke nå at se det hele. Følg denne inspirerende rejseplan for at få den bedste oplevelse, hvis du kun har nogle få overnatninger på et hotel i London.
Morgen, ferie i London, dag 1

 

Spark din korte ferie i London i gang nær Waterloo, mens du svæver over Themsen i den halve time, turen i London Eye tager. Du kan se Londons seværdigheder spredt ud som et kort, der folder sig ud – med Big Ben på den anden side af floden og de grønne, kongelige parker, der bryder byens gader. Reservér på forhånd for at undgå kø. Tag en slentretur østpå langs floden forbi områderne med optrædende og gallerier i Southbank Centre. Antikvarboghandlere har sat boder op, mens gøglere og folk på skateboard muntrer sig under hvælvingerne. Gå forbi det tidligere elværk, der nu huser kunstgalleriet Tate Modern, og det kærligt genskabte Shakespeare’s Globe-teater. Start: London Eye. Nærmeste undergrundsstation: Waterloo

 

Eftermiddag

 

Når din mave begynder at rumle, skal du fortsætte til det gastronomiske marked Borough Market, hvor du kan få din sult stillet. Fredage og søndage stimler londonere sammen omkring boderne med førsteklasses fødevarer under den victorianske smedejernsforarbejdede overdækning. Tag en pint øl med dig fra pub'en Market Porter til caféen ved siden af, der sælger kæmpe pølsesandwich. Den nærliggende Tower Bridge er victoriansk stil, når det er vildest – et teknologisk vidunder pakket ind i middelalderlig stil. Det er den bedste tilgang til et besøg på Tower of London for en kort rundtur i engelsk, kongelig arkitektur – suppleret med blodtørstige eventyr om grusomme henrettelser. Start: Borough Market. Nærmeste undergrundsstation: London Bridge

 

Aften

 

På Smithfield Market, der kun ligger en kort tur med undergrundsbanen nordvest for Tower of London, har handlende købt og solgt kød i mere end 800 år. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at kødelskernes yndlingsrestaurant – St John – ligger lige ned ad gaden. Det er ikke billigt, men dens tydelige succes med traditionel britisk kogekunst bringer den jævnligt i toppen af "verdens bedste". Nærmeste undergrundsstation: Farringdon

 

Morgen, kort ferie i London, dag 2

 

Start din dag i det vestlige London ved at vælge et af de tre museer i verdensklasse i Kensington. Børnene vil fryde sig over dinosaurerne på Natural History Museum og de interaktive udstillinger på Science Museum. Eller du kan prøve samlingerne af kunst, mode og design på Victoria and Albert Museum. Start: Exhibition Road. Nærmeste undergrundsstation: South Kensington

 

Eftermiddag

 

Hvis vejret tillader det, er en picnic ved Serpentine-søen i Hyde Park lige sagen – efterfulgt af en rotur eller en tur med Solar Shuttle-båden. Eller læg vejen forbi Kensington Palace, der i tre hundrede år har været hjem for udvalgte kongelige. Hver søndag udøver erfarne talere og særlinge deres ytringsfrihed ved Speaker’s Corner i Hyde Park. Habile shoppere svinger syd om Oxford Street til mindre butikker, som f.eks. designeren Paul Smiths butik med "møbler og kuriositeter" i Mayfair eller kunstneriske bøger og mode omkring Covent Garden. Start: The Serpentine, Hyde Park. Nærmeste undergrundsstation: High Street Kensington eller Knightsbridge.  

 

Aften

 

Rund din korte ferie i London af med et show i West End. Du kan købe billige billetter i boderne på Leicester Square. Kig efter de nærliggende restauranters tilbud på måltider før teaterforestillingen – eller forkæl dig selv med østers på Bentley's i Mayfair. Musicals med store navne er fantastisk populære – eller se, hvad nyskabende teatre som Donmar Warehouse har på programmet. Start: Leicester Square. Nærmeste undergrundsstation: Leicester Square